Google My Business blev lanceret i juni 2014 og skiftede i 2021 navn til Google Virksomhedsprofil. Det gratis værktøj hjælper bl.a. fysiske butikker med at blive synlige, når potentielle kunder søger efter virksomheder i nærheden på Google Søgning og Maps. Det er særligt relevant på det danske marked, hvor Google fortsat sidder tungt på den mobile søgetrafik. Ifølge Statcounter havde Google mere end 95 % af markedet for mobile søgemaskiner i Danmark i juli 2026. For fysiske butikker kan optimering af Google Virksomhedsprofil derfor være en vigtig del af arbejdet med at blive fundet lokalt.
Mange butikker nøjes med de mest basale oplysninger som navn, adresse og åbningstider, men en aktiv og opdateret profil kan gøre langt mere for din synlighed i lokale søgninger. Det kan også betale sig at opfordre kunder til at skrive anmeldelser. Google fremhæver selv anmeldelser og positive bedømmelser som faktorer, der kan bidrage til en virksomheds placering i lokale søgeresultater.
En analyse fra Localo, senest opdateret i august 2026, peger i samme retning. Virksomheder i top-3 i lokale søgeresultater havde en median på 74 anmeldelser, mens virksomheder på placering 11 til 20 havde 30. De bedst placerede virksomheder havde også oftere en udfyldt virksomhedsbeskrivelse. Analysen fandt derimod ikke noget tydeligt mønster mellem længden på beskrivelsen og placeringen. Det vigtigste er derfor ikke at ramme et bestemt antal ord, men at holde din Google Virksomhedsprofil fyldestgørende, relevant og opdateret.
Læs videre for at få konkrete tips til optimering af din Google Virksomhedsprofil og til, hvordan du skaber en stærk lokal tilstedeværelse online, der kan gøre flere potentielle kunder opmærksomme på din fysiske butik.
Hvad er en Google Virksomhedsprofil?
En Google Virksomhedsprofil er en gratis profil, som kunder kan finde via Google Søgning og Maps. Den samler centrale oplysninger om din butik som adresse, telefonnummer og åbningstider med billeder, kundeanmeldelser og andre relevante oplysninger. Profilen fungerer som en digital facade, hvor potentielle kunder hurtigt kan danne sig et indtryk af din virksomhed, inden de besøger dit website, kontakter dig eller finder vej til butikken via Maps.
Fordelene ved en optimeret Google Virksomhedsprofil
- Et stærkere førstehåndsindtryk
- Hurtige svar på almindelige spørgsmål
- Gør det nemmere at tage næste skridt
En komplet og indbydende profil er synlig døgnet rundt og kan hjælpe potentielle kunder med hurtigt at finde de oplysninger, de har brug for, og tage næste skridt mod et køb, et besøg eller en booking. En vedligeholdt Google Virksomhedsprofil er derfor mere end bare en samling praktiske oplysninger. Den kan hjælpe med at gøre lokale søgninger til besøg i butikken og i sidste ende til kunder.
Her er nogle af fordelene ved en vel vedligeholdt Google Virksomhedsprofil:
Et stærkere førstehåndsindtryk
Forestil dig to butikker i samme by. Den ene har en Google Virksomhedsprofil uden billeder og med forældede oplysninger, mens den anden præsenterer flotte billeder, aktuelle åbningstider og mange positive anmeldelser. Den anden butik gør straks et bedre førstehåndsindtryk på potentielle kunder, der finder den via Google.
Hurtige svar på almindelige spørgsmål
Har du nogensinde oplevet, at du var nødt til at afbryde betjeningen af en kunde i butikken for at besvare et opkald om åbningstider eller adresse? En optimeret Google Virksomhedsprofil kan reducere den slags henvendelser ved at give kunderne opdaterede oplysninger om bl.a. adresse, åbningstider og kontaktmuligheder, inden de kontakter dig. Du kan også tilføje relevante virksomhedsattributter som fx oplysninger om tilgængelighed. En boligindretningsbutik, der tydeligt angiver, at den har en kørestolsvenlig indgang, kan fx gøre det nemmere for kunderne at få svar på praktiske spørgsmål, inden de besøger butikken.
Gør det nemmere at tage næste skridt
En person, der finder din butik via en lokal Google-søgning, kan allerede være tæt på at træffe en købsbeslutning. Her kan profilen gøre det nemmere at tage næste skridt. Hvis en potentiel kunde fx finder din dyrehandel på Google, kan vedkommende gå direkte videre til dit website, ringe til butikken eller få en rutevejledning. Afhængigt af virksomhedens kategori kan Google også vise yderligere muligheder som onlinebestilling, tidsbestilling eller reservation, så kunden nemt kan gå videre med sit køb eller sin booking.
Sådan optimerer du din Google Virksomhedsprofil
- Vælg de rigtige kategorier, og skriv en god beskrivelse
- Bed om anmeldelser, og svar på dem
- Brug opslag på Google
- Tilføj billeder og videoer af høj kvalitet
- Gør det nemt at booke eller købe
- Tilføj relevante attributter
Optimering af Google Virksomhedsprofil behøver ikke at være teknisk eller kompliceret. Her får du nogle konkrete råd til, hvordan du forbedrer din profil:
Vælg de rigtige kategorier, og skriv en god beskrivelse
Der findes omkring 4.000 kategorier i Google Virksomhedsprofil, så der er gode muligheder for at finde en kategori, der passer præcist til din butik. Vælg den primære kategori, der bedst beskriver virksomhedens vigtigste aktivitet. Det hjælper Google med at forstå, hvilken type virksomhed du driver, og hvilke lokale søgninger din profil er relevant for.
Hvis du fx driver en specialbutik, er det vigtigt at vælge en så præcis primær kategori som muligt. Du kan også tilføje op til ni yderligere virksomhedskategorier, hvis de beskriver andre væsentlige dele af virksomheden. Det er dog bedst at undgå at tilføje kategorier bare for at ramme bestemte søgeord.
Du bør også bruge tid på din virksomhedsbeskrivelse. Google anbefaler, at den kort fortæller, hvad virksomheden tilbyder, hvad der gør den særlig, og andre oplysninger, der er nyttige for kunderne. Skriv først og fremmest til de mennesker, der finder din profil, frem for at fylde beskrivelsen med søgeord. En præcis og naturlig beskrivelse gør det nemmere for potentielle kunder at vurdere, om din butik er relevant for dem.
Bed om anmeldelser, og svar på dem
Anmeldelser kan være med til at skabe tillid til din butik, når potentielle kunder sammenligner lokale virksomheder. I BrightLocals amerikanske undersøgelse fra 2026 svarede 97 %, at de læser onlineanmeldelser, når de undersøger virksomheder, og 71 % brugte Google som kilde til anmeldelser.
Anmeldelser spiller også en vigtig rolle for danske forbrugere. Dansk Erhvervs E-handelsanalyse fra 2026 viser, at mere end hver tiende har afbrudt et onlinekøb på grund af dårlige anmeldelser, mens 58 % siger, at de helt sikkert vil fravælge en webshop med dårlige ratings.
Du må gerne opfordre kunder til at skrive en anmeldelse, men gør det på en neutral måde. Du bør altså ikke kun spørge de kunder, du forventer har haft en god oplevelse. Når anmeldelserne kommer ind, er det også en god idé at svare på dem. Tak for positive tilbagemeldinger, og tag negative anmeldelser seriøst ved at svare høfligt og forsøge at finde en løsning.
Her er nogle gode måder at opfordre kunder til at skrive anmeldelser:
- Spørg ved kassen. Du eller dine medarbejdere kan fx sige: "Hvis du har lyst, må du meget gerne dele din oplevelse i en Google-anmeldelse."
- Send en opfølgningsmail. Efter et køb kan du sende kunden en kort besked med et direkte link til at anmelde butikken. Ifølge Forbrugerombudsmanden må du gerne bede en kunde om en anmeldelse via mail eller sms uden et forudgående samtykke. Beskeden skal dog være neutral og må ikke indeholde markedsføring, og kunden skal som udgangspunkt have mulighed for at frabede sig flere anmodninger om anmeldelser.
- Tilføj en note på kvitteringen eller et kort. Skriv fx "Hvad synes du om din oplevelse? Del den gerne i en Google-anmeldelse."
- Brug sociale medier. Inviter jævnligt dine følgere til at dele deres oplevelse med virksomheden på Google.
- Sæt et skilt op i butikken. Google giver mulighed for at oprette et direkte link eller en QR-kode til anmeldelser, som du fx kan vise ved kassen eller tilføje på en kvittering.
Brug opslag på Google
Med opslag på din Google Virksomhedsprofil kan du dele aktuelle nyheder, tilbud og arrangementer direkte på din profil i Google Søgning og Maps. Det er en nem måde at holde potentielle kunder opdateret om, hvad der sker i butikken.
Du kan fx bruge opslag til at fortælle om et kommende arrangement, et særligt tilbud eller nye varer. På den måde kan kunder, der finder din profil, hurtigt se, hvad der er aktuelt, og få endnu en grund til at besøge butikken eller gå videre til dit website.
Her er nogle typer opslag, du kan dele:
- Specielle tilbud og udsalg. Fortæl om rabatter, rabatkoder eller tidsbegrænsede kampagner, fx "20 % rabat på alle vinterfrakker i denne uge".
- Nye eller populære produkter. Vis en ny produktserie eller en populær vare, der netop er kommet på lager igen, med et billede og en kort beskrivelse.
- Arrangementer i butikken. Fortæl om workshops, pop op-butikker, bogsigneringer eller andre arrangementer.
- Sæsonaktuelle opslag eller tips. Tilpas opslagene til højtider og årstider, fx med en gaveguide op til jul.
- Nyheder og milepæle. Del fx en særlig nyhed fra virksomheden, eller markér en milepæl som kunde nr. 1.000.
Tilføj billeder og videoer af høj kvalitet
Billeder og videoer er også en vigtig del af optimering af Google Virksomhedsprofil, fordi kunder gerne vil kunne danne sig et indtryk af din butik, inden de besøger den. Upload billeder i høj kvalitet, der viser butikkens facade, så den er nem at genkende fra gaden, og billeder af indretningen, stemningen og produkterne i butikken.
Du kan også tilføje korte videoer som fx en rundvisning i butikken eller et klip, hvor du pakker nye varer ud. Det giver profilen mere personlighed og kan gøre det nemmere for potentielle kunder at få en fornemmelse af din butik. Undgå slørede eller mørke billeder og generiske stockfotos. Ægte billeder af din butik og dine produkter skaber et mere troværdigt indtryk og viser kunderne, hvad de kan forvente.
Gør det nemt at booke eller købe
Din Google Virksomhedsprofil kan også gøre det nemmere for kunderne at gå videre, når de har fundet din butik. Afhængigt af virksomhedens kategori kan du fx tilføje et bookinglink, så kunder kan bestille tid direkte fra profilen eller gå videre til dit eget bookingsystem.
En brudebutik kan fx lade kunder booke en prøvning, mens en smykkebutik kan tilbyde tidsbestilling til en personlig konsultation.
Hvis du også sælger online, kan du linke direkte til din webshop fra profilen. Du kan desuden gøre dine produkter synlige på tværs af Google. Hvis du har en Shopify-butik, kan du fx synkronisere dine produkter med Google Merchant Center via Google & YouTube-kanalen og få dem vist gratis på bl.a. Google Søgning, Shopping og Maps, hvis butikken og produkterne opfylder Googles krav.
Tilføj relevante attributter
Du kan tilføje attributter til din Google Virksomhedsprofil for at give kunderne flere oplysninger om din butik. Det kan fx være praktiske oplysninger om tilgængelighed, parkering, betalingsmuligheder eller andre forhold, som er relevante for virksomheden.
De attributter, du kan vælge, afhænger bl.a. af virksomhedens kategori og placering. Det er derfor en god idé at gennemgå de muligheder, Google viser på din profil, og tilføje dem, der passer til din butik.
Attributterne gør det nemmere for potentielle kunder at finde svar på praktiske spørgsmål, inden de besøger butikken. En kunde kan fx hurtigt se, om der er kørestolsvenlig adgang, eller hvilke betalingsmuligheder butikken tilbyder. Det giver en mere komplet profil og kan gøre det nemmere for kunden at vurdere, om butikken passer til deres behov.
Ofte stillede spørgsmål om optimering af Google virksomhedsprofil
Hvordan optimerer jeg min Google Virksomhedsprofil?
Sørg for, at alle oplysninger om din virksomhed er korrekte og opdaterede. Vælg den rigtige kategori, tilføj billeder og relevante attributter, og bed kunder om anmeldelser, som du også husker at svare på.
Koster det noget at have en Google Virksomhedsprofil?
Nej. Det er gratis at oprette og administrere en Google Virksomhedsprofil og opdatere de oplysninger, der vises i Google Søgning og Maps.
Hvordan bliver min virksomhed mere synlig på Google Maps?
Hold din Google Virksomhedsprofil komplet og opdateret med korrekte oplysninger, den rette virksomhedskategori, billeder og anmeldelser. Det gør det nemmere for Google at vurdere, hvornår din virksomhed er relevant i lokale søgninger.

