I 2025 blev der stiftet 37.668 nye virksomheder i Danmark. Det er mange nye virksomheder at konkurrere med. Med et klart nichemarked kan du fokusere på en bestemt målgruppe og gøre det nemmere for din virksomhed at skille sig ud.
Der er flere fordele ved at fokusere på et nichemarked. Når du lærer en bestemt målgruppes behov og præferencer godt at kende, kan du udvikle produkter og budskaber, der rammer mere præcist, og gøre din virksomhed til et oplagt valg for netop de kunder. Et skarpt fokus giver dig også et bedre grundlag for at træffe beslutninger om alt fra dit værditilbud og din markedsføring til, hvilke produkter du skal udvikle eller føje til sortimentet.
Hvis du stadig ikke helt har fået idéen til det rigtige produkt på plads, kan det være oplagt at starte med at identificere og finde et nichemarked. I denne artikel gennemgår vi, hvad nichemarkeder er, og giver dig 11 konkrete eksempler samt en guide til at finde og vurdere produkter og markedsmuligheder inden for din niche.
Hvad er et nichemarked?
Et nichemarked er et afgrænset segment af et større marked, hvor kunderne deler bestemte behov, præferencer, købsvaner eller andre karakteristika. I stedet for at forsøge at ramme et bredt marked fokuserer virksomheden på en mere specifik målgruppe og tilpasser sine produkter og sin markedsføring til netop den.
Hvis vi f.eks. kigger på skomarkedet, kan det opdeles i mindre nichemarkeder som miljøvenlige sko, ortopædiske sko eller vandrestøvler. Hver gruppe har forskellige behov og leder derfor også efter forskellige produkter.
De fleste markeder kan opdeles i en række mindre nicher. De kan defineres ud fra:
- Pris (luksus, mellemklasse, budgetvenligt)
- Demografi (køn, alder, indkomst, uddannelse)
- Produkt og kvalitet (premium, håndlavet, specialiseret)
- Psykografi (værdier, interesser, livsstil)
- Geografi (land, by, lokalområde)
En niche kan også gøres endnu mere specifik. Inden for markedet for sportstøj findes der f.eks. en niche for løbeudstyr, som igen kan opdeles i mindre nicher som udstyr til maratonløbere. Jo mere præcist du afgrænser din niche, jo bedre kan du fokusere på de behov, der er vigtigst for netop den gruppe kunder.
Nichemarked vs. massemarked
Et massemarked henvender sig til så mange mennesker som muligt med produkter eller tjenester, der har bred appel. Et nichemarked fokuserer derimod på en mindre og mere specifik målgruppe med bestemte behov eller interesser.
Et massemarked giver mulighed for at nå mange kunder, men konkurrencen er ofte også hårdere. Et nichemarked har færre potentielle kunder, men et mere målrettet tilbud kan skabe stærkere loyalitet, og kunderne kan være villige til at betale mere for et produkt, der passer bedre til deres behov.
Når du ved præcist, hvem du henvender dig til, kan du fokusere dit markedsføringsbudget på de kanaler og budskaber, der er mest relevante for netop den målgruppe, i stedet for at forsøge at nå alle.
Kendetegn ved et stærkt nichemarked
Et nichemarked er mere end bare en lille målgruppe. Et stærkt nichemarked har typisk nogle tydelige kendetegn:
Uopfyldte behov
Kunderne oplever, at de brede løsninger på markedet ikke helt dækker deres behov. Det giver en nichevirksomhed mulighed for at tilbyde noget mere specialiseret og løse problemer, som større virksomheder måske overser.
Tilpassede løsninger
Alt fra produktdesign og emballage til kundeservice og returpolitik kan tilpasses målgruppens behov, hverdag og forventninger.
Kunderne er villige til at betale mere
Når et produkt passer bedre til kundernes behov end de mere generelle alternativer, kan de også være villige til at betale mere for det.
En tydeligt afgrænset målgruppe
Du ved, hvem produktet er relevant for, og hvem det ikke er. Det giver et klarere fokus, når du udvikler produkter og planlægger din markedsføring.
11 eksempler på nichemarkeder
Det kan være fristende at opbygge en virksomhed omkring produkter, der trender lige nu, men et velvalgt nichemarked kan give et mere langsigtet udgangspunkt. Når du undersøger et bestemt marked i dybden, kan du finde nicheprodukter, der matcher konkrete behov og måske møder mindre konkurrence.
Her er 11 eksempler på markeder med forskellige muligheder for at finde en niche:
- Miljøbevidste forbrugere
- Sundhed og velvære
- Kæledyrsejere
- Friluftsentusiaster
- Rejsende
- Gamere
- Teknologientusiaster
- Boligejere og lejere
- Fjernarbejdere
- Lokale forbrugere
- Bagere og bageentusiaster
1. Miljøbevidste forbrugere
Bæredygtighed spiller stadig en rolle for mange danske onlinekunder. Ifølge Dansk Erhvervs E-handelsanalyse har bæredygtighed nogen eller stor betydning for 46 % af forbrugerne, når de handler online.
Det åbner mulighed for nicheprodukter til kunder, der eksempelvis vil købe færre engangsprodukter, vælge genbrug eller finde alternativer med mindre miljøbelastning. Hvis et produkt allerede findes på massemarkedet, kan der derfor være en niche for et alternativ, der tager højde for netop de behov.
Et godt eksempel er den danske virksomhed LastObject, der udvikler genanvendelige alternativer til hverdagsprodukter, som ellers typisk bruges én gang og smides ud. Sortimentet omfatter bl.a. genanvendelige vatpinde, vaskeark, opvasketabs og refill-sæber. Brandet viser dermed, hvordan et helt almindeligt produktområde kan danne grundlag for en niche, når det tilpasses en bestemt målgruppes værdier og behov.
Nicheproduktidéer til miljøbevidste forbrugere
- Telefoncovers af genanvendte materialer
- Hudpleje med refill-løsninger eller relevante miljømærker
- Genanvendelige produkter til personlig pleje som bl.a. vatpinde og rondeller
- Genbrugstøj og tøj til udlejning
- Miljøvenlige produkter til køkkenet som bl.a. madindpakning af bivoks
- Menstruationskopper
- Bambustandbørster
Nichemarketingidéer til miljøbevidste forbrugere
- Fremhæv konkrete og dokumenterede miljøfordele ved produktet.
- Forklar, hvilke materialer produktet er lavet af, og hvordan det produceres.
- Del kundehistorier om, hvordan produktet bruges som alternativ til engangsprodukter eller andre mere traditionelle løsninger.
- Hold kunderne opdateret om konkrete initiativer og forbedringer via f.eks. nyhedsbreve.
2. Sundhed og velvære
Sundhed og velvære dækker et bredt marked med mange muligheder for at finde mere specifikke nicher inden for f.eks. personlig pleje, ernæring, søvn, mindfulness og træning. Det fylder også meget i dansk e-handel. Personlig pleje, kosmetik og medicin stod i 2025 for 10 % af alle onlinehandler i Danmark, og 24 % af danskerne havde handlet i kategorien inden for den seneste uge.
Et godt eksempel er Comforth Scandinavia, som har fundet en niche inden for skønhed og velvære i hjemmet. Sortimentet omfatter bl.a. infrarøde saunatæpper, massageprodukter og andre produkter, der gør det muligt at skabe forskellige wellnessoplevelser derhjemme. Det viser, hvordan en virksomhed kan tage udgangspunkt i et stort marked og fokusere på en mere specifik del af det.
Nicheproduktidéer til sundhed og velvære
- Plantebaserede alternativer til mælk
- Produkter til søvn og afslapning, f.eks. søvnmasker og tyngdedyner
- Gør-det-selv-kits til sunde snacks
- Diffusorer til æteriske olier
- Udstyr til at brygge kombucha derhjemme
- Mindfulness- og meditationsapps
- Kosttilskud og vitaminer
Nichemarketingidéer til sundhed og velvære
- Samarbejd med relevante fagpersoner for at styrke dit brands troværdighed.
- Lav informative blogindlæg, videoer eller podcasts om relevante emner inden for din niche.
- Vær præcis med sundhedsanprisninger, og sørg for, at de påstande, du bruger i markedsføringen, overholder de gældende regler.
3. Kæledyrsejere
Kæledyrsejere er en bred målgruppe med mange muligheder for at finde mere specifikke nicher. En undersøgelse fra Københavns Universitet og Danmarks Statistik viste, at 20 % af danske familier havde hund og 14 % havde kat. Det svarer til omkring 810.000 hunde og 730.000 katte i danske familier.
Men mulighederne stopper ikke ved hunde og katte. Danske familier holder også bl.a. fisk, fugle, kaniner, gnavere og krybdyr, og hver dyreart kan have meget forskellige behov. Det åbner for nichemarkeder med alt fra specialfoder og aktivitetslegetøj til særligt udstyr og tilbehør.
Staey er et dansk brand, der har fundet en mere specifik niche inden for hundeudstyr. Brandet kombinerer funktionelt hundetilbehør med skandinavisk design og henvender sig dermed til hundeejere, der også går op i, hvordan f.eks. hundesenge, seler og andet udstyr ser ud og passer ind i hjemmet.
Nicheproduktidéer til kæledyrsejere
- Smarte kæledyrskameraer
- GPS-trackere til hunde og katte
- Personligt tilpassede produkter med kæledyrets navn eller billede
- Specialfoder til bestemte behov eller dyrearter
- Designorienteret tøj og tilbehør til kæledyr
- Specialudstyr til f.eks. krybdyr, fugle eller smådyr
- Gør-det-selv-kits til kæledyrssnacks
Nichemarketingidéer til kæledyrsprodukter
- Samarbejd med relevante kæledyrsinfluencere på sociale medier.
- Del kundehistorier og billeder af kæledyr, der bruger dine produkter.
- Lav informativt indhold om kæledyrs behov, sundhed og trivsel.
- Arrangér events eller konkurrencer for kæledyr og deres ejere.
4. Friluftsentusiaster
Friluftsliv fylder meget i danskernes hverdag. En undersøgelse fra Københavns Universitet for Naturstyrelsen viser, at 71 % af danskerne havde været ude i naturen inden for den seneste uge i 2024, mens 97 % havde besøgt naturen inden for det seneste år.
Det brede marked for friluftsliv rummer mange mindre nicher med forskellige behov, fra vandring, camping og fuglekiggeri til løb og andre aktiviteter i naturen. Det giver mulighed for at specialisere sig i bestemte aktiviteter, produkter eller typer af friluftsentusiaster.
Virksomheden Arctic Outdoor har specialiseret sig i teknisk outdoorbeklædning til bl.a. trekking, løb og aktiviteter i bjergene. Brandet kombinerer tekniske materialer med dansk design og er et godt eksempel på, hvordan man kan fokusere på en mere specifik målgruppe inden for det brede marked for friluftsliv.
Nicheproduktidéer til friluftsentusiaster
- Ultralet vandreudstyr
- Begyndersæt til fuglekiggeri
- Vejrbestandigt tøj
- Udstyr til shelter- og campingture
- Kompakte solcelleopladere
- Insektbeskyttelse til friluftsliv
- Vandrestøvler
Nichemarketingidéer til friluftsentusiaster
- Afhold en fotokonkurrence, hvor kunderne deler deres bedste oplevelser i naturen.
- Samarbejd med lokale friluftsorganisationer om arrangementer eller oprydningsdage.
- Lav eksempelvis en månedlig blogserie om “Månedens vandrerute” med inspiration til ruter i forskellige områder.
5. Rejsende
Rejsende er en bred målgruppe med mange muligheder for at finde mindre nicher. I 2025 foretog danskerne 7,6 mio. lange ferierejser til udlandet, og rejsebehovene kan variere meget afhængigt af f.eks. destination, transportform og rejsetype.
Aeropack fokuserer på tasker til mennesker på farten. Brandets rejserygsæk har bl.a. et indbygget kompressionssystem, der giver mulighed for at pakke mere på mindre plads. Det er et godt eksempel på et produkt, der tager udgangspunkt i et konkret behov hos en bestemt type rejsende.
Nicheproduktidéer til ivrige rejsende
- Smartphone-tilbehør til rejsevideoer og -billeder
- Behageligt og alsidigt tøj til lange rejser
- Multifunktionelt tilbehør til flyrejser
- Multifunktionelle rygsække
- Genopfyldelige rejsebeholdere til toiletartikler
- Kompakte mikrofiberhåndklæder
- Pakkeposer og kuffertinddelere
Nichemarketingidéer til rejseprodukter
- Lav rejseguides til destinationer, der er populære blandt din målgruppe.
- Del inspirerende rejsehistorier fra kunder, der bruger dine produkter.
- Lav videoer, der viser, hvordan produkterne fungerer og bruges på rejsen.
6. Gamere
Gamere er langt fra én samlet målgruppe. Der er store forskelle mellem f.eks. mobil-, pc- og konsolspillere, simracere og fans af bestemte spilgenrer. Gaming fylder samtidig meget i Danmark. En undersøgelse fra NIMBI viser, at 73 % af voksne danskere har spillet digitale spil inden for det seneste år, og over halvdelen spiller hver dag.
Det giver mange muligheder for at finde mindre nicher inden for gaming, hvor spillerne har forskellige krav til f.eks. udstyr, komfort og funktioner. En niche kan være knyttet til en bestemt platform eller spilgenre, men også til en særlig type gaming.
MySimShop har specialiseret sig i simracing. Den danske webshop sælger bl.a. rat, pedaler, wheelbases, cockpits og andet udstyr til gamere, der vil skabe en mere realistisk raceroplevelse derhjemme. Det er et godt eksempel på, hvordan man kan finde en meget specifik målgruppe inden for det langt større gamingmarked.
Nicheproduktidéer til gamere
- Ergonomiske controllere og gamingstole
- Tilbehør til mobilgamere
- Licenseret merchandise fra populære spil og karakterer
- Udstyr til simracing, bl.a. rat, pedaler og cockpits
- Skræddersyede gaming-setups
- Samleobjekter fra populære spil
Nichemarketingidéer til gaming
- Afhold online gamingturneringer, hvor dine produkter indgår som præmier.
- Lav et belønningsprogram med eksempelvis point, niveauer eller udfordringer.
- Sponsorer e-sportsevents, gamingmesser eller andre relevante arrangementer.
- Udvikl begrænsede produktserier eller merchandise i samarbejde med relevante spilbrands.
7. Teknologientusiaster
Teknologientusiaster er en bred målgruppe, der kan omfatte alt fra hardwareinteresserede og softwareudviklere til gadgetelskere og early adopters, der gerne prøver ny teknologi før andre.
Efterspørgslen efter teknologi ses også tydeligt i den danske detailhandel. Ifølge Danmarks Statistik var salget af forbrugerelektronik 12 % højere fra november 2025 til januar 2026 end i samme periode året før.
Det brede teknologimarked rummer mange mindre nicher. Nogle kunder interesserer sig for smart home-produkter, andre for computerhardware, ergonomisk udstyr, lyd eller gadgets, der løser et meget specifikt problem.
Argon Audio har f.eks. specialiseret sig i hi-fi-produkter med fokus på lydkvalitet, brugervenlighed og skandinavisk design. Brandet viser, hvordan det brede marked for forbrugerelektronik kan indsnævres til en mere specifik målgruppe, der går særligt op i lyd og hi-fi.
Nicheproduktidéer til teknologientusiaster
- Beskyttelsesudstyr til elektronik
- Smart home-tilbehør
- Køleløsninger med høj ydeevne til computere
- Ergonomiske løsninger til arbejdspladsen
- Specialiserede opladere og strømstyringsenheder
Nichemarketingidéer til teknologiprodukter
- Lav produktdemoer, der viser, hvordan produkterne fungerer og bruges i praksis.
- Sammenlign funktioner med almindelige alternativer på en enkel og ærlig måde.
- Skab et fællesskab omkring tips, opsætninger og produktforbedringer.
8. Boligejere og lejere
Boligejere og lejere kan have meget forskellige behov, alt efter hvordan og hvor de bor. Ifølge Danmarks Statistik er 56 % af alle boliger i Danmark i 2026 beboet af ejere, og i 2025 blev der registreret 861.718 flytninger mellem danske adresser.
Behovene ændrer sig også med boligen og livssituationen. Lejere kan være interesserede i løsninger, der ikke kræver permanente ændringer, mens boligejere måske leder efter smart home-produkter, sikkerhedsudstyr eller andre forbedringer til hjemmet. Mindre boliger og flytninger skaber samtidig muligheder for nicheprodukter, der sparer plads eller kan tilpasses nye omgivelser.
Det er netop den form for fleksibilitet, som Folke Furniture fra København har bygget sit koncept omkring. Kunderne kan f.eks. starte med en kompakt topersoners sofa og senere tilføje moduler eller ændre opstillingen, når pladsen eller behovene ændrer sig. Nogle modeller kan også bruges som sovesofa, og møblerne leveres i kompakte pakker, så de kan komme gennem smalle døre og op ad trapper.
Nicheproduktidéer til boligejere og lejere
- Pladsbesparende møbler til små boliger
- Lejevenlige løsninger som borefri persienner og aftageligt tapet
- Smart home-enheder som termostater, belysning og sikkerhedskameraer
- Modulære møbler, der kan ændres eller udvides efter behov
- Boligtilbehør af genanvendte materialer
- Opbevarings- og organiseringsløsninger
Nichemarketingidéer til boligejere og lejere
- Lav nyttige guides med idéer til at få mere ud af små boliger, organisere hjemmet eller opgradere uden permanente ændringer.
- Lav korte videoer, der viser, hvordan dine produkter kan bruges til at indrette, organisere eller ændre forskellige typer boliger.
9. Fjernarbejdere
Hjemmearbejde er blevet en fast del af arbejdslivet for mange. I andet kvartal 2025 havde fire ud af ti beskæftigede i Danmark arbejdet hjemme inden for de seneste fire uger. Omkring 8 % arbejdede hjemme mindst halvdelen af arbejdstiden, mens ca. en tredjedel arbejdede hjemme af og til.
Når hjemmet også skal fungere som arbejdsplads, opstår der nye behov. Nogle har brug for ergonomiske møbler og udstyr, andre for bedre lyd til videomøder, mere opbevaring eller produkter, der hjælper med at skabe ro og struktur omkring arbejdsdagen. Det giver plads til mange forskellige nicher rettet mod både fjern- og hybridarbejdere.
OAKO Denmark viser, hvordan ændrede arbejdsvaner kan skabe nye muligheder. Virksomheden begyndte i 2019 med højdejusterbare skriveborde i massivt egetræ, men oplevede sit store gennembrud, da hjemmearbejde blev langt mere udbredt i 2020. Sortimentet omfatter i dag bl.a. højdejusterbare skriveborde, stole, skærmstativer og andet tilbehør til arbejdspladsen.
Nicheproduktidéer til fjernarbejdere
- Ergonomiske skriveborde, laptopstativer og skærmstativer
- Abonnementsbokse med kontorartikler til hjemmekontoret
- Digitale produktivitetsværktøjer til planlægning og fokus
- Apps til pauser, mindfulness og fokus i arbejdsdagen
- Støjreducerende hovedtelefoner
- Bærbare ladestationer
- Webkameraer, mikrofoner og belysning til videomøder
- Belysning og opbevaring til hjemmekontoret
Nichemarketingidéer til fjernarbejde
- Interview relevante fagpersoner om f.eks. ergonomi, produktivitet og balance mellem arbejde og fritid.
- Afhold online workshops med praktiske råd til at skabe et godt hjemmekontor.
- Samarbejd med brands og virksomheder, der henvender sig til fjern- og hybridarbejdere.
10. Lokale forbrugere
Lokal tilknytning kan i sig selv være udgangspunktet for et nichemarked. Det kan handle om produkter fra et bestemt område, lokal kultur og identitet eller varer, der er udviklet til behovene i en bestemt by eller region.
Den lokale handel betyder også meget for danskerne. I en undersøgelse fra Dansk Erhverv svarede 93 % af danskerne, at det er vigtigt eller meget vigtigt at have dagligvarebutikker i lokalområdet. For webshops kan den lokale tilknytning bruges på andre måder, f.eks. ved at fokusere på lokale produkter, samarbejde med producenter og kunstnere fra området eller skabe produkter med en tydelig geografisk identitet.
Det sidste er Byplakater.dk et godt eksempel på. Webshoppen har specialiseret sig i plakater med motiver fra danske byer, vartegn og naturområder. Kunderne kan bl.a. finde plakater fra København, Roskilde, Esbjerg og Ribe samt personlige byplakater. Her er kundens forhold til et bestemt sted en vigtig del af produktets appel.
Nicheproduktidéer til lokale forbrugere
- Lokalproducerede fødevarer og drikkevarer, f.eks. kaffe fra et lokalt risteri
- Materialepakker til lokale håndværk eller kunstformer
- Lokale guidebøger eller kort med mindre kendte steder
- Frø og planter, der passer til lokalområdet
- Tøj med lokale motiver eller referencer
- Kunsttryk fra lokale kunstnere
- Personlige gaver med lokal tilknytning
Nichemarketingidéer til lokale forbrugere
- Afhold lokale pop-up-events eller workshops, hvor kunderne kan opleve og prøve dine produkter.
- Samarbejd med lokale kunstnere, producenter eller kokke om særlige produktserier.
- Lav kampagner, der fortæller historier om lokale kunder, steder eller menneskerne bag produkterne.
11. Bagere og bageentusiaster
Bagning spænder fra hyggeligt hjemmebag til en passion, hvor der eksperimenteres med surdej, avanceret kagedekoration og professionelle teknikker. Interessen ses også tydeligt ved højtider. Ifølge Coop Analyse svarede 57 % af danskerne i 2025, at de selv bager til jul, og blandt de 18-34-årige gjaldt det 64 %.
Det giver mulighed for mange mindre nicher inden for f.eks. specialmel, bageudstyr, kagedekoration og produkter til bestemte typer bagning eller kostbehov. Nogle kunder har kun brug for det mest almindelige udstyr, mens mere passionerede hobbybagere kan lede efter specialprodukter, der er svære at finde i almindelige butikker.
Et nicheprodukt behøver heller ikke være kompliceret. Bagestålet har opbygget en forretning omkring et bagestål, der hjælper hobbybagere med at bage bl.a. brød, boller og pizza ved høj varme i en almindelig ovn. Virksomheden oplyser, at den siden 2015 har solgt mere end 70.000 bagestål til hobbybagere i Europa og har siden udvidet sortimentet med bl.a. hævekurve, dejskærere og bagespader.
Nicheproduktidéer til bagere og bageentusiaster
- Surdejspakker med starterkultur og trin-for-trin-vejledning
- Personligt designede 3D-printede udstikkere
- Spiselige tørrede blomster til kagedekoration
- Bageblandinger til særlige kostbehov, f.eks. glutenfri bagning
- Præcise digitale lommevægte til konditorarbejde
Nichemarketingidéer til bagere og bageentusiaster
- Del opskrifter og trin-for-trin-guides, der viser produkterne i brug.
- Samarbejd med lokale bagere, konditorer eller madskabere.
- Lav sæsonbaserede kampagner til f.eks. jul, fastelavn, bryllupper og fødselsdage.
Hvad er nichemarketing?
Nichemarketing, også kaldet nichemarkedsføring, handler om at målrette din markedsføring mod en specifik og klart defineret målgruppe. I stedet for at forsøge at appellere til alle lærer du én gruppe godt at kende: Hvad interesserer de sig for? Hvad bruger de deres tid på? Hvilke problemer forsøger de at løse? Og hvad får dem til at vælge ét produkt frem for et andet?
Det fokus afspejler sig også i de budskaber, du bruger. Nichemarketing tager ofte udgangspunkt i bestemte værdier, interesser eller en konkret fordel, der betyder noget for målgruppen. Det kan være rejseudstyr til digitale nomader, hudpleje til sensitiv hud eller produkter til mennesker, der arbejder hjemmefra.
Fordele ved nichemarketing
- Mere effektiv markedsføring. Når målgruppen er tydelig, kan du fokusere på de platforme, fællesskaber og budskaber, hvor du har størst chance for at nå de rigtige kunder.
- Stærkere kundeloyalitet. Kunder kan føle sig bedre forstået, når et brand taler direkte til deres behov og interesser.
- En tydeligere retning for produktudviklingen. Når du fokuserer på en bestemt målgruppe, bliver kundernes feedback mere relevant, og du får et bedre grundlag for at beslutte, hvilke produkter eller funktioner du skal udvikle næste gang.
Når du kender din målgruppe godt og konsekvent udvikler produkter og markedsføring med udgangspunkt i deres behov, kan du opbygge en stærk position inden for din niche. Det kan gøre det sværere for bredere konkurrenter at tilbyde den samme specialiserede oplevelse.
Sådan finder du nichemarkeder
Det kan være svært at skille sig ud på et marked med mange konkurrenter. Derfor kan det være en fordel at finde en niche, hvor du kan fokusere på en mere specifik målgruppe og dens behov.
Du behøver ikke nødvendigvis at finde på et helt nyt produkt. Ofte handler det i stedet om at tage udgangspunkt i et eksisterende marked og finde en gruppe kunder med behov, som de mere generelle produkter ikke dækker godt nok.
Der findes ikke én bestemt metode til at finde et nichemarked, men du kan bruge forskellige værktøjer og former for research til at undersøge mulighederne. Her gennemgår vi fem enkle måder at komme i gang på.
1. Start med en Google-søgning
En almindelig Google-søgning er et godt sted at starte, når du leder efter idéer. Begynd med en bredere produktkategori, og se derefter nærmere på de produkter, behov og målgrupper, der dukker op i søgeresultaterne.
Hvis du f.eks. søger efter “cykeltasker”, vil du hurtigt opdage mere specifikke kategorier som vandtætte cykeltasker, cykeltasker til elcykel og cykeltasker til styr. Hver af dem peger på kunder med forskellige behov og kan være udgangspunktet for en mere specifik niche.
Ved at undersøge søgeresultaterne og prøve forskellige søgninger kan du finde behov og målgrupper, som du måske ikke havde overvejet fra starten. At der allerede findes konkurrenter inden for en niche, betyder heller ikke nødvendigvis, at markedet er lukket. Du kan måske specialisere dig yderligere og fokusere på en bestemt målgruppe eller et behov, som de eksisterende virksomheder ikke dækker.
2. Bekræft langsigtet interesse med Google Trends
Hvis din Google-søgning har givet dig nogle interessante idéer, kan du undersøge dem nærmere med Google Trends.
Her kan du se, hvordan søgeinteressen for f.eks. “cykeltasker” har udviklet sig over tid. Ved at vælge en længere periode kan du undersøge, om interessen er stabil, stigende, faldende eller præget af sæsonudsving. Det kan hjælpe dig med at vurdere, om der er vedvarende interesse for en niche, eller om en pludselig stigning måske skyldes en kortvarig trend.
3. Udvikl en forretningsidé med et mindmap
Et mindmap kan hjælpe dig med at organisere dine idéer og undersøge, hvordan et bredt marked kan opdeles i mindre nicher. Start med din overordnede idé i midten, og tilføj derefter grene med f.eks. forskellige målgrupper, behov, produkter og anvendelser.
Hvis vi fortsætter med cykeltasker, kan du f.eks. oprette grene for pendling, elcykler, bikepacking, racercykler og mountainbikes. Derfra kan du gå længere ned i de enkelte områder og finde konkrete produktidéer eller kundegrupper, du vil undersøge nærmere.
Du kan lave mindmappet på papir eller bruge et digitalt værktøj som Text2MindMap. Formålet er ikke at finde den perfekte niche med det samme, men at få idéerne ud og opdage forbindelser og muligheder, du måske ellers ikke havde tænkt på.
4. Opdag undernicher gennem Googles søgeforslag
Har du lagt mærke til, hvordan Google automatisk foreslår søgninger, mens du skriver i søgefeltet?
Søgeforslagene kan give dig idéer til, hvad andre søger efter i forbindelse med dit produkt. Skriver du f.eks. “cykeltasker til”, dukker der forslag op som “cykeltasker til elcykel”, “cykeltasker til mountainbike” og “cykeltasker til styr”. De kan pege på mere specifikke behov og målgrupper, som er værd at undersøge nærmere.
Google viser kun et begrænset udvalg af forslag. Hvis du vil undersøge flere beslægtede søgeord og få data om f.eks. søgevolumen, kan du gå videre med et søgeordsanalyseværktøj.
Det er også en enkel måde at finde long-tail-søgeord på. De består ofte af en bredere søgning kombineret med mere specifikke ord, der fortæller noget om brugerens behov. “Cykeltasker” er f.eks. en bred søgning, mens “cykeltasker til elcykel” er mere specifik og kan pege på en tydeligere niche.
Long-tail-søgeord kan give dig indsigt i, hvilke mere specifikke produkter og løsninger kunder søger efter. Kombineret med data om f.eks. søgevolumen og konkurrence kan de derfor bruges til at undersøge mulige nichemarkeder nærmere.
5. Undersøg din niche med søgeordsanalyse
Når du har fundet nogle mulige nicher, kan du gå et skridt videre med søgeordsanalyse. Googles Søgeordsplanlægning, også kaldet Keyword Planner, kan hjælpe dig med at finde relaterede søgeord og se estimater for bl.a. den gennemsnitlige månedlige søgevolumen.
Du skal have en Google Ads-konto og færdiggøre kontoopsætningen med faktureringsoplysninger for at få adgang til værktøjets grundlæggende funktioner. Når du er logget ind, finder du Søgeordsplanlægning under værktøjerne i Google Ads.
Start med et bredt søgeord, f.eks. “cykeltasker”, og vælg det geografiske område, du vil undersøge. Søgeordsplanlægning kan derefter foreslå relaterede søgeord og vise data, der hjælper dig med at sammenligne forskellige muligheder. Du kan også bruge filtre og kategorier til at indsnævre resultaterne og undersøge mere specifikke søgeord.
Se f.eks. efter søgeord, der peger på særlige behov eller produktkategorier. Hvis søgninger som “cykeltasker til elcykel”, “cykeltasker til gravel” eller “vandtætte cykeltasker” viser relevant efterspørgsel, kan det være tegn på undernicher, der er værd at undersøge nærmere. Søgevolumen alene fortæller dog ikke, om en niche er rentabel, så brug dataene sammen med din research af målgruppe, konkurrenter og marked.
Hvis du ikke har adgang til Søgeordsplanlægning, findes der også andre søgeordsværktøjer. Browserudvidelsen Keywords Everywhere kan f.eks. vise søgeordsidéer direkte i Google, mens data som søgevolumen, CPC (pris pr. klik) og konkurrence kræver et betalt abonnement, hvor forbruget måles i credits.
Sådan vurderer du dine idéer til nichemarkeder
Det første skridt er at finde en interessant niche. Det næste er at undersøge, om der faktisk er plads til din virksomhed på markedet. Her bør du bl.a. se på målgruppens størrelse, efterspørgslen, konkurrencen og mulighederne for at skabe en rentabel forretning.
Her er nogle metoder, du kan bruge til at vurdere en idé til et nichemarked:
Vær skeptisk, hvis der slet ikke er konkurrence
En niche med få eller ingen konkurrenter kan umiddelbart ligne en oplagt mulighed. Men manglende konkurrence er ikke nødvendigvis et godt tegn. Det kan f.eks. skyldes, at efterspørgslen er for lille, at produkterne er svære eller dyre at skaffe, eller at andre virksomheder allerede har undersøgt markedet og vurderet, at det ikke er attraktivt.
Undersøg derfor både, om potentielle kunder faktisk leder efter den type produkt, og hvorfor der eventuelt er så få virksomheder, der allerede sælger det.
Test markedet, før du satser stort
Du behøver ikke investere stort fra starten for at finde ud af, om en idé har potentiale. Du kan f.eks. teste et lille udvalg af produkter, tage imod forudbestillinger, oprette en enkel landingsside eller bruge dropshipping til at afprøve efterspørgslen uden først at købe et stort varelager.
Kør en mindre kampagne målrettet den ønskede målgruppe, og brug reaktionerne til at lære mere. Du kan også indsamle feedback fra de første kunder eller sende produkter til relevante indholdsskabere og bede om deres vurdering.
Tidlig feedback kan hjælpe dig med at forbedre både produktet og tilbuddet, inden du laver en større lancering. Sæt gerne nogle konkrete mål for testen, så du på forhånd ved, hvilke resultater der skal til, før du investerer mere tid og penge i idéen.
Dyk dybere ned i din niche
Søgeordsanalyse kan hjælpe dig med at opdage et muligt nichemarked, men du bør også undersøge, hvad kunderne faktisk siger om de eksisterende produkter og løsninger.
Læs anmeldelser, følg relevante grupper og profiler på sociale medier, lyt til branchepodcasts, og se, hvilke spørgsmål og problemer der går igen. Måske klager kunderne gentagne gange over en bestemt funktion, kvaliteten, prisen eller noget, de savner helt.
Du kan f.eks. undersøge:
- Anmeldelsessider
- Blogs og hjemmesider for entusiaster
- Grupper, diskussioner og opslag på sociale medier
- Kundeanmeldelser på Amazon og andre markedspladser
- Podcasts inden for branchen
- Eksperter, indholdsskabere og andre profiler i din niche
Læg især mærke til problemer og ønsker, der bliver nævnt igen og igen. De kan pege på muligheder for at forbedre et eksisterende produkt eller udvikle noget til en målgruppe, som de nuværende virksomheder ikke dækker godt nok.
Hold øje med forbrugertendenser
Et nichemarked står sjældent stille. Kundernes behov, købsvaner og interesser kan ændre sig, og nye produkter eller teknologier kan skabe helt nye undernicher.
Hvis du sælger til danske forbrugere, kan du f.eks. følge Dansk Erhvervs e-handelsanalyser, Danskernes e-commerce tracker fra DI og relevante tal fra Danmarks Statistik. De kan give indsigt i udviklingen i danskernes forbrug, købsvaner og forskellige produktkategorier. Dansk Erhverv udgiver både års-, halvårs- og månedsanalyser, mens DI følger danskernes onlineforbrug og adfærd løbende.
Du kan også bruge internationale ressourcer som Think with Google og følge diskussioner på sociale medier eller i relevante onlinefællesskaber. Med Google Underretninger kan du desuden få besked, når der dukker nye søgeresultater op om bestemte emner, produkter eller søgeord.
Kig efter nye vækstmuligheder
En niche kan udvikle sig over tid, og det samme kan din virksomhed. Når du lærer kunderne bedre at kende, kan du opdage nye behov, beslægtede målgrupper eller produkter, der passer naturligt sammen med det, du allerede sælger.
Hvis konkurrencen i din oprindelige niche bliver hårdere, kan du bl.a. undersøge en mere specifik underniche eller udvide til en nært beslægtet målgruppe. Det betyder ikke, at du skal ændre retning ved enhver ny trend, men at du løbende bør holde øje med muligheder for at udvikle virksomheden uden at miste det fokus, der gjorde nichen attraktiv fra starten.
Tag altid udgangspunkt i de kunder, du forsøger at nå. Hvad adskiller dem fra kunderne på det bredere marked? Hvilke behov, værdier eller interesser har de til fælles? Og hvordan kan dine produkter og din markedsføring afspejle det?
Jo bedre du forstår målgruppen og bruger de ord, eksempler og budskaber, de selv kan genkende, jo bedre muligheder har du for at opbygge tillid og skabe en stærk relation til kunderne.
Kom godt i gang med din nicheforretning
Når du har fundet en niche, undersøgt efterspørgslen og valgt de produkter, der passer til målgruppen, er næste skridt at gøre idéen til en rigtig forretning.
Du kan vælge at udvikle produkterne selv, samarbejde med leverandører eller bruge dropshipping, hvor leverandøren opbevarer og sender produkterne direkte til kunderne. Shopify samler de vigtigste funktioner til at opbygge og drive en webshop, så du bl.a. kan administrere produkter, lager, ordrer, betalinger og butikkens design ét sted.
Dropshipping kan også bruges til at teste nicheprodukter uden først at binde store beløb i lager. Det kan være nyttigt, hvis du vil undersøge efterspørgslen, før du investerer mere i en produktidé. Men uanset hvilken forretningsmodel du vælger, er det vigtigt at teste markedet og følge med i, hvordan kundernes behov udvikler sig.
Der er et stort onlinemarked at arbejde med i Danmark. Ifølge Dansk Erhvervs E-handelsanalyse handlede danskerne for 199,2 mia. kr. på nettet i 2025. En tydeligt afgrænset niche kan hjælpe dig med at finde din plads på det marked og fokusere på de kunder, du bedst kan skabe værdi for.
Ofte stillede spørgsmål om nichemarkeder
Hvad er et nichemarked?
Et nichemarked er et afgrænset segment af et større marked, hvor kunderne deler bestemte behov, præferencer, interesser eller købsvaner. En nichevirksomhed fokuserer på denne specifikke målgruppe i stedet for at forsøge at appellere til hele markedet.
Hvad er eksempler på nichemarkeder?
Eksempler på nichemarkeder er:
- Miljøbevidste forbrugere
- Sundhed og velvære
- Kæledyrsejere
- Friluftsentusiaster
- Rejsende
- Gamere
- Teknologientusiaster
- Boligejere og lejere
- Fjernarbejdere
- Lokale forbrugere
- Bagere og bageentusiaster
Hvad er forskellen på et nichemarked og et massemarked?
Et massemarked henvender sig bredt til mange forskellige kunder, mens et nichemarked fokuserer på en mindre målgruppe med bestemte behov eller interesser. Det smallere fokus gør det muligt at tilpasse produkter og markedsføring mere præcist til den valgte målgruppe.
Hvordan finder man et nichemarked?
Start med et bredere marked, og undersøg derefter, hvilke mere specifikke behov og målgrupper der findes inden for det. Du kan bl.a. bruge Google-søgninger, Google Trends, søgeforslag, mindmaps og søgeordsanalyse til at opdage mulige undernicher og undersøge interessen for dem.
Hvordan vælger man en niche?
Vælg ikke kun ud fra, hvad der interesserer dig. Undersøg også efterspørgslen, konkurrencen, målgruppens behov og mulighederne for at tjene penge på produkterne. Test gerne idéen i mindre skala, før du investerer stort.
Hvad er nichemarketing?
Nichemarketing er markedsføring, der er målrettet en specifik gruppe kunder med fælles behov eller interesser. Produkter, budskaber og markedsføringskanaler vælges med udgangspunkt i netop denne målgruppe frem for et bredt publikum.
Hvad er et eksempel på nichemarketing?
Et eksempel kan være en webshop, der sælger specialudstyr til simracing og målretter sin markedsføring mod simracere i stedet for gamere generelt. Det gør både produkter, indhold og budskaber mere relevante for den specifikke målgruppe.
Hvordan finder man en niche med uopfyldte behov?
Kig efter kundegrupper, der ikke er tilfredse med de eksisterende løsninger. Anmeldelser, sociale medier, onlinefællesskaber og søgedata kan afsløre problemer eller behov, som bliver nævnt igen og igen, men som de nuværende produkter ikke løser godt nok.
Hvad er det mest rentable nichemarked?
Der findes ikke ét nichemarked, der altid er mest rentabelt. Det afhænger bl.a. af efterspørgsel, konkurrence, produktomkostninger, priser og avance. En stærk niche kombinerer typisk et tydeligt kundeproblem med tilstrækkelig efterspørgsel og mulighed for at drive en sund forretning.
Hvordan finder man et rentabelt nichemarked?
Undersøg målgruppen, efterspørgslen og konkurrenterne, og brug f.eks. Google Trends og søgeordsanalyse til at vurdere interessen. Se også på produktets omkostninger, prisniveau og potentielle avance. Test derefter idéen i mindre skala, så du kan se, om kunderne faktisk er villige til at købe.

