GoDaddy tilbyder bl.a. domæneregistrering, hjemmesidebygning og webhosting og er verdens største domæneregistrator. I slutningen af 2025 administrerede virksomheden omkring 81 millioner domæner, men det er langtfra din eneste mulighed.
På trods af sin markedsposition findes der mange gode GoDaddy-alternativer, som er værd at undersøge på grund af både konkurrencedygtige priser og solide funktioner. I denne artikel kigger vi nærmere på nogle af de bedste alternativer til GoDaddy.
Hvorfor lede efter alternativer til GoDaddy?
GoDaddy er et velkendt brand, og flere bruger virksomheden til domæneregistrering end nogen anden udbyder. Men GoDaddy passer ikke til alle. Uanset om du leder efter en domæneregistrator, cloud-hosting eller en hjemmesidebygger, findes der mange alternativer til GoDaddy. Her er nogle grunde til, at du måske bør overveje en anden løsning:
- Priser. GoDaddy tilbyder ofte lave introduktionspriser, f.eks. på domænenavne og hosting, men priserne kan være højere, når abonnementet eller domænet skal fornyes. Det kan derfor betale sig at sammenligne både startpris og fornyelsespris, før du vælger en løsning.
- Inkluderede tjenester. Hvilke funktioner der er inkluderet, afhænger af GoDaddys hostingtype og abonnement. På almindelige webhostingabonnementer tilbydes funktioner som webapplikationsfirewall (WAF), daglig malware-scanning og overvågning f.eks. som en gratis prøveperiode på 30 dage, mens de er inkluderet i GoDaddys Managed WordPress-hosting. Det er derfor en god idé at sammenligne, hvad der følger med hos forskellige udbydere, og hvad du senere skal betale ekstra for.
- Brugerflade. GoDaddys brugerflade passer ikke nødvendigvis til alle. Afhængigt af dine præferencer kan du foretrække en anden platform med et mere enkelt kontrolpanel og nemmere værktøjer til f.eks. at migrere et website eller administrere flere websites.
- Kundeservice. GoDaddy tilbyder kundeservice døgnet rundt via bl.a. telefon og chat, men udbyderne har forskellige former for support. Hvis kundeservice er vigtig for dig, kan det derfor være en fordel at sammenligne kontaktmuligheder, svartider og adgang til specialiseret hjælp, før du vælger.
- Sikkerhed. Sikkerhedsfunktionerne varierer mellem både hostingudbydere og abonnementer. Hvis du overvejer delt webhosting, hvor flere websites deler serverressourcer, bør du bl.a. undersøge, om funktioner som SSL, malware-scanning, firewall, DDoS-beskyttelse og backups er inkluderet. Det gør det nemmere at sammenligne den reelle sikkerhed og pris på tværs af forskellige GoDaddy-alternativer.
De 7 bedste GoDaddy-alternativer
Uanset om du allerede er kunde hos GoDaddy eller bygger dit website fra bunden, findes der flere gode GoDaddy-alternativer, der er værd at undersøge. Mange af dem tilbyder de samme typer tjenester som GoDaddy, ofte til konkurrencedygtige priser eller med ekstra funktioner inkluderet.
1. Shopify
Shopify er en alt-i-en-e-handelsplatform, der bruges af virksomheder i mange forskellige størrelser. Abonnementerne inkluderer webhosting og værktøjer til bl.a. lagerstyring, betaling, ordrebehandling og salg på forskellige kanaler. Et tilpasset domæne er ikke inkluderet i abonnementet, men du kan købe et gennem Shopify eller forbinde et domæne fra en anden udbyder.
Shopify App Store giver mulighed for at tilføje endnu flere funktioner med apps til alt fra booking og dropshipping til marketing og forsendelse. Shopify har også indbyggede sikkerhedsfunktioner, der er udviklet til e-handel, og der oprettes automatisk et gratis TLS-certifikat, når du forbinder et domæne til din Shopify-butik.
Priser: Shopify Basic koster aktuelt 249 kr. om måneden ved månedlig betaling eller 189 kr. om måneden ved årlig betaling. Du kan prøve Shopify gratis i tre dage og derefter betale 5 kr. om måneden i de første tre måneder. Et tilpasset domæne købes separat, og prisen afhænger af den valgte domæneendelse.
2. Cloudflare
Cloudflare tilbyder bl.a. domæneregistrering, DNS-administration, CDN, SSL og sikkerhed mod forskellige typer angreb. Med Cloudflare Registrar kan du registrere, overføre og forny domæner til kostpris. Cloudflare lægger altså ikke avance oven i den pris, som domæneregistret og ICANN opkræver.
Det er ikke længere nødvendigt at købe en anden betalt Cloudflare-tjeneste for at registrere et domæne. Cloudflare Registrar kan derfor også være relevant, hvis du primært leder efter et alternativ til GoDaddy til domæneregistrering. Du får samtidig gratis WHOIS-beskyttelse, DNSSEC, DNS, CDN og SSL.
Priser: Prisen afhænger af domæneendelsen. Cloudflare opkræver den pris, som domæneregistret og ICANN tager, uden ekstra avance eller forhøjede fornyelsespriser fra Cloudflare.
3. Squarespace
Squarespace er en hjemmesidebygger med brugervenlige skabeloner, som du kan tilpasse. Squarespace overtog Google Domains i 2023 og tilbyder i dag både domæneregistrering og hjemmesidebygning. Domæner inkluderer bl.a. gratis WHOIS-beskyttelse, og Squarespace-websites får et gratis SSL-certifikat.
Alle Squarespace-abonnementer inkluderer cloud-hosting, og ved årsbetaling får du et tilpasset domæne gratis det første år. Alle de nuværende abonnementer kan bruges til at sælge produkter og tjenester, men funktioner og transaktionsgebyrer varierer.
Priser: Squarespace starter ved omkring 16 USD (ca. 103 kr.) om måneden. Basic har et transaktionsgebyr på 2 % på salg i webshoppen, mens Core, Plus og Advanced ikke har Squarespaces eget transaktionsgebyr på e-handel.
4. IONOS
IONOS tilbyder en bred vifte af webtjenester, herunder domæneregistrering, webhosting, hjemmesidebygning, e-handel, e-mail og WordPress-hosting. Flere af abonnementerne inkluderer også domæne, SSL-certifikat og e-mail.
IONOS tilbyder kundeservice døgnet rundt og giver også kunder mulighed for at få en personlig konsulent, der kan hjælpe med spørgsmål om tjenester og opsætning.
Priser: IONOS tilbyder mange forskellige tjenester og pakker, og priserne varierer afhængigt af produkt, marked og bindingsperiode. Se de aktuelle priser på IONOS' website.
5. Dandomain
Dandomain er en dansk udbyder af domæneregistrering, webhosting, hjemmesidebygning og e-handel. Du kan vælge mellem mere end 700 domæneendelser, herunder .dk, og Dandomain er godkendt forhandler hos Punktum dk. Udbyderen tilbyder også WordPress-hosting, et AI-baseret hjemmesideprogram, e-mail og sit eget webshopsystem.
Dandomain er især relevant for danske virksomheder, der gerne vil samle flere tjenester hos én lokal udbyder og have adgang til dansk support. Webhotellerne understøtter bl.a. WordPress og andre CMS-systemer, mens hjemmesideprogrammet kan bruges til at bygge en hjemmeside uden teknisk erfaring.
Priser: Et .dk-domæne koster aktuelt 29 kr. det første år og derefter 119 kr. om året. Webhotel starter ved 29 kr. om måneden det første år og fornyes til 159 kr. om måneden. Dandomains priser er ekskl. moms.
6. Simply.com
Simply.com er en danskejet hosting- og domæneudbyder med rødder i Skanderborg. Virksomheden blev grundlagt i 2004 under navnet UnoEuro og tilbyder i dag domæner, webhosting, WordPress, e-mail og hjemmesideværktøjer. Simply.com er også certificeret registrar hos Punktum dk og kan derfor håndtere .dk-domæner direkte.
Webhotellerne inkluderer bl.a. e-mail på eget domæne, gratis Let's Encrypt SSL, ubegrænset trafik og WordPress-værktøjer. Hjemmesidedesigneren er også inkluderet, og WordPress kan installeres med ét klik. Simply.com oplyser også, at kundedata behandles og opbevares i EU, primært i danske og andre europæiske datacentre.
Priser: Basic Suite koster aktuelt 4,95 kr. om måneden det første år og 69,95 kr. om måneden ved fornyelse. Standard og Pro tilbyder mere lagerplads og kapacitet, og Pro inkluderer også telefonsupport. Priserne er inkl. moms.
7. one.com
one.com blev grundlagt som en dansk startup i 2002 og er i dag en international udbyder af domæner, webhosting, e-mail, WordPress, hjemmesidebygning og webshops. Du kan vælge mellem mere end 400 domæneendelser, herunder .dk, og købe et domæne alene eller kombinere det med hosting.
Hostingpakkerne inkluderer bl.a. SSL-certifikat, e-mail, ubegrænset datatrafik, daglig backup og installation af WordPress med ét klik. one.com bruger europæiske datacentre og tilbyder dansk support døgnet rundt. Udbyderen har også sit eget AI-hjemmesideprogram, Aida, hvis du vil bygge en hjemmeside uden at kode.
Priser: Webhosting tilbydes aktuelt fra 59 kr. om måneden det første år ved et 1-årigt abonnement og fornyes til 189 kr. om måneden. Et udvalgt domæne er gratis det første år med hostingpakken. Priserne afhænger af den valgte pakke og eventuelle aktuelle tilbud.
Ofte stillede spørgsmål om GoDaddy-alternativer
Er GoDaddy det eneste sted, hvor man kan købe et domæne?
ej. Der findes mange andre domæneregistratorer, og du kan f.eks. købe domæner gennem Shopify, Cloudflare, Dandomain, Simply.com og one.com. Hvilke domæneendelser de tilbyder, varierer fra udbyder til udbyder.
Hvad er det bedste alternativ til GoDaddy?
Det bedste alternativ til GoDaddy afhænger af, hvad du skal bruge det til. Shopify er f.eks. et godt valg til webshops, mens andre GoDaddy-alternativer især fokuserer på domæneregistrering, webhosting eller hjemmesidebygning.
Hvorfor bør jeg overveje alternativer til GoDaddy?
Det kan være en god idé at sammenligne alternativer til GoDaddy, hvis du leder efter andre priser, flere inkluderede funktioner, en anden brugerflade eller en hostingløsning, der passer bedre til dine behov.
Kan jeg bruge et .dk-domæne med Shopify?
Ja. Selvom Shopify ikke sælger .dk-domæner direkte, kan du købe et .dk-domæne hos en godkendt forhandler og derefter forbinde det til din Shopify-butik.

