URL står for Uniform Resource Locator, og URL’er kan nogle gange blive lange og uoverskuelige. Undermapper, lange sidetitler og sporingsparametre kan hurtigt gøre dem meget lange, så URL'en ender med at ligne en uforståelig række tegn. Lange URL'er kan være sværere at læse, dele og huske, og der er større risiko for tastefejl. Google anbefaler en enkel URL-struktur med læsbare ord og så få unødvendige parametre som muligt.
Det er her URL-forkortere kommer ind i billedet. Hvis du vil forkorte en URL, kan de omdanne et langt link til en kortere version, der stadig fører til den samme side. I denne artikel gennemgår vi fordelene ved korte URL'er, hvordan du opretter dem, og fem gode URL-forkortere, du kan prøve.
Hvad er en URL-forkorter?
En URL-forkorter gør lange links kortere og sørger for, at det nye link viderestiller til den oprindelige URL. Tjenesten gemmer den oprindelige URL i en database sammen med en unik identifikationskode. Når en bruger klikker på det korte link, finder værktøjet den oprindelige URL og sender brugeren videre til den rigtige side.
Alle URL-forkortere har den samme grundlæggende funktion, men nogle tilbyder også sporing og analyse eller giver mulighed for at tilpasse den sidste del af det korte link.
Her er et eksempel på, hvordan en URL kan se ud, før den forkortes:
https://tshirts4you.com/?utm_source=newsletter&utm_medium=email&utm_campaign=sale&utm_content=buy%20now&utm_term=summer%20sale
Sådan kan den se ud efter at være blevet forkortet:
https://bit.ly/4cmwqNj
Og sådan kan den se ud, hvis den sidste del af linket tilpasses:
https://bit.ly/tshirts4you-summer-sale
🌐 Har du brug for et domæne? Brug Shopifys gratis generator til domænenavne.
Fordele ved korte URL’er
Korte URL'er er ikke bare mere overskuelige. De kan også gøre links mere troværdige, gøre det nemmere at måle resultater, styrke virksomhedens branding og give bedre kontrol over kampagner.
1. Større tillid
En af de mest oplagte fordele ved en forkortet URL er, at den er lettere at læse, ser mere ryddelig ud og er nemmere at huske end en lang streng af tekst, værdier og symboler. Det gør korte links nemmere at læse og dele i e-mailkampagner samt i opslag og stories på sociale medier som X, Instagram og TikTok.
Mange store sociale platforme forkorter automatisk links for at begrænse antallet af tegn. Men hvis du selv forkorter URL'en, får du mere kontrol over, hvordan linket vises. Et kort og tydeligt link kan også gøre det nemmere for brugeren at vurdere, hvor det fører hen, især hvis linket tydeligt viser virksomhedens brand.
2. Sporing og ROI
Nogle URL-forkortere, som ShortLink, tilbyder detaljeret analyse, så du kan spore klik, geografiske data, henvisningskilder og meget mere. URL-forkortere kan bevare UTM-parametrene i det oprindelige link, mens et webanalyseværktøj som Google Analytics 4 (GA4) kan bruge dem til at registrere, hvor trafikken kommer fra.
Når du følger et links resultater på tværs af platforme og kampagner, bliver det nemmere at se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Nogle avancerede linkforkortere kan også integreres med CRM-systemer som HubSpot, så du kan måle, hvad brugerne gør, efter de har klikket på linket.
3. Stærkere branding
Det er ikke alle URL-forkortere, der understøtter brandede links, men hvis du bruger en løsning, der gør, kan det være en stor fordel. Tilpassede korte URL'er kan f.eks. indeholde virksomhedens navn, et produktnavn eller navnet på en kampagne, så linket bliver mere genkendeligt for brugeren.
Det kan gøre linket nemmere at huske og skabe en mere ensartet oplevelse på tværs af virksomhedens digitale kanaler. Nogle URL-forkortere giver også mulighed for at bruge et eget kort domæne i stedet for et generisk link fra en tredjepart.
4. Flere klik og kunder
Et kort og beskrivende link kan gøre det nemmere for brugeren at se, hvad linket handler om, og øge sandsynligheden for, at vedkommende klikker på det. Det gælder især brandede links, hvor virksomhedens navn eller kampagnen fremgår tydeligt.
Korte links kan derfor være nyttige i f.eks. annoncer, e-mails og opslag på sociale medier, hvor linket skal være nemt at afkode og dele.
5. Automatisering og kontrol
Nogle linkforkortere giver mulighed for at angive startdato eller udløbsdato for links eller helt deaktivere dem. Det kan være nyttigt ved tidsbegrænsede tilbud, eller hvis du vil forhindre brugere i at besøge en landingsside, når et tilbud er udløbet.
Med visse værktøjer kan du også ændre destinationslinket, efter det er taget i brug, eller automatisk viderestille brugere ud fra faktorer som tidspunkt på dagen eller deres placering.
De 5 bedste URL-forkortere
Her er fem af de bedste URL-forkortere til Shopify-butikker samt deres funktioner og fordele, så du kan finde en løsning, der passer til din virksomheds behov:
1. ShortLink
Med ShortLink kan du oprette og spore korte links til f.eks. e-mailkampagner, sociale medier, SMS og samarbejder med influencere. Appen kan bl.a. spore klik, salg, omsætning og Konverteringsrate for e-handelfra de enkelte links. Hvis du arbejder med influencer eller affiliate-marketing, kan du også bruge ShortLink til at administrere influencere og følge de salg, de genererer.
ShortLink tilbyder desuden QR-koder, sporing af tilføjelser til indkøbskurven og mulighed for at generere flere links på én gang.
Bedst til: Influencermarketing og affiliateprogrammer, SMS-kampagner og marketing på sociale medier.
Særligt gode funktioner: Ubegrænsede korte URL'er, QR-koder, sporing af ordrer og konverteringer samt administration af influencere.
Priser: Gratisabonnementet inkluderer ubegrænsede korte URL'er. Groww koster 9,99 USD (ca. 65 kr.) om måneden og inkluderer bl.a. op til fem kampagner og én influencer. Premium koster 29,99 USD (ca. 194 kr.) om måneden og inkluderer ubegrænsede kampagner og influencere. Begge betalingsabonnementer har en gratis prøveperiode på 7 dage.
2. Pasilobus Short Links
Pasilobus Short Links er en enkel løsning til at oprette korte, brandede links direkte i Shopify. Det gratis abonnement giver mulighed for at oprette et ubegrænset antal korte URL'er med din butiks eget domæne og følge, hvor mange klik de får.
Med Premium får du bl.a. mulighed for at tilpasse den sidste del af URL'en, angive udløbsdatoer, bevare UTM-parametre og få adgang til mere detaljerede analyser og rapporter.
Bedst til: Brandede korte links, der kan administreres direkte i Shopify.
Særligt gode funktioner: Eget domæne, kliksporing, tilpassede URL'er, UTM-parametre og udløbsdatoer for links.
Priser: Gratisabonnementet inkluderer ubegrænsede korte URL'er og kliksporing. Premium koster 5 USD (ca. 32 kr.) om måneden eller 50 USD (ca. 323 kr.) om året og har en gratis prøveperiode på 7 dage.
3. Link Squeeze
Link Squeeze er en URL-forkorter med korte links, QR-koder og værktøjer til retargeting. Du kan tilføje marketingpixels til dine links og bruge dem til at målrette nye kampagner mod personer, der tidligere har klikket på et link.
Appen kan også spore klik, konverteringer og omsætning, så du kan se, hvilke marketinglinks der skaber resultater. Pro-abonnementet understøtter desuden op til 50 brugerdefinerede domæner.
Bedst til: Sporing af omsætning og retargeting via marketinglinks.
Særligt gode funktioner: Retargeting, UTM-builder, QR-koder, marketingpixels og detaljeret sporing.
Priser: Gratisabonnementet inkluderer ubegrænsede korte links, grundlæggende analyse, to marketingpixels og fem QR-koder. Pro koster 9,99 USD (ca. 65 kr.) om måneden og inkluderer bl.a. mere detaljeret analyse, op til 50 brugerdefinerede domæner samt ubegrænsede marketingpixels og QR-koder. Pro har en gratis prøveperiode på 7 dage.
4. SnipIt
SnipIt er en gratis URL-forkorter til Shopify, som kan bruges til at forkorte links til f.eks. produkter, blogindlæg og andre sider i din webshop. Du kan oprette tilpassede korte links og samle og administrere dem ét sted.
Appen fungerer også sammen med Bitly og TinyURL og har en enkel analysefunktion, så du kan følge, hvor mange klik de enkelte links får.
Bedst til: En enkel, gratis løsning til brandede korte links.
Særligt gode funktioner: Tilpassede URL'er, integration med Bitly og TinyURL samt kliksporing.
Priser: Gratis.
5. Shortify: Short Link & Track
Shortify: Short Link & Track giver mulighed for at oprette et ubegrænset antal brandede korte URL'er med dit eget domæne. Appen har også splittest, så du f.eks. kan sammenligne forskellige produkter eller kollektioner og se, hvilke links der giver de bedste resultater.
Du kan også oprette links til influencere og spore salg fra de enkelte korte links.
Bedst til: Splittest og kampagner med influencere.
Særligt gode funktioner: Ubegrænsede brandede korte URL'er, splittest samt sporing af salg og influencerlinks.
Priser: Shortify koster 5,93 USD (ca. 38 kr.) om måneden og har en gratis prøveperiode på 7 dage.
Sådan forkorter du en URL
Her er fem enkle trin, du kan følge, hvis du vil forkorte en URL:
1. Vælg en URL-forkorter
Find det værktøj, der passer til din virksomheds behov. Det kan være en gratis løsning eller et værktøj med funktioner som tilpassede URL'er og sporing af trafik og omsætning.
2. Kopiér den oprindelige URL
Kopiér den URL, du vil forkorte, og indsæt den i URL-forkorteren. Medtag eventuelle UTM-parametre, hvis du bruger dem til at spore trafik eller kampagner.
3. Opret det korte link
Lad URL-forkorteren generere en kortere version af linket. Den nye URL viderestiller brugeren til den oprindelige side.
4. Tilpas URL'en
Tilføj f.eks. dit brandnavn eller kampagnenavn, hvis værktøjet giver mulighed for at tilpasse den sidste del af linket.
5. Indstil eventuelt start- eller udløbsdato
Hvis værktøjet understøtter det, kan du angive, hvornår linket skal aktiveres eller udløbe. Det kan f.eks. være nyttigt ved tidsbegrænsede kampagner og tilbud.
Ofte stillede spørgsmål om at forkorte en URL
Hvordan forkorter man en URL?
Kopiér den URL, du vil forkorte, og indsæt den i en URL-forkorter. Opret derefter det korte link, og tilpas det eventuelt med f.eks. dit brand- eller kampagnenavn.
Er forkortede URL'er sikre?
Forkortede URL'er kan være sikre, men de skjuler ofte den oprindelige destination. Hvis du selv opretter korte links, bør du derfor bruge en anerkendt URL-forkorter med HTTPS og relevante sikkerhedsfunktioner.
Hvordan kan man forkorte en URL gratis?
Du kan forkorte en URL gratis med en URL-forkorter, der har et gratis abonnement. Flere af værktøjerne i denne artikel, bl.a. ShortLink, Pasilobus Short Links og SnipIt, kan bruges gratis.

