AI-avatarer bliver mere og mere populære blandt både forbrugere og virksomheder. Ifølge Grand View Research forventes det globale marked for digitale avatarer at nå op på 46,3 mia. USD (ca. 299 mia. kr.) i 2026 og vokse til 270,6 mia. USD (ca. 1,75 billioner kr.) i 2030. Udviklingen hænger bl.a. sammen med efterspørgslen efter mere personlige digitale oplevelser og brugen af avatarer inden for bl.a. e-handel, kundekontakt og marketing.
En AI-avatargenerator kan bruges til alt fra profilbilleder og marketingmateriale til video, kundeservice og undervisning. Her får du et overblik over, hvordan virksomheder bruger AI-avatarer, hvilke muligheder der findes, og hvilke værktøjer der er værd at overveje.
Hvad er en AI-avatargenerator?
En AI-avatargenerator er et værktøj, der bruger kunstig intelligens til at skabe en digital fremstilling af en person eller figur ud fra f.eks. tekst, billeder, video eller lyd. AI-genererede avatarer kan variere meget i både stil, realisme og funktioner, men overordnet kan de opdeles i statiske avatarer og videoavatarer.
Videoavatarer er bevægelige og ofte talende avatarer, der f.eks. kan bruges i marketingvideoer, undervisning og kundekommunikation. De kan være stiliserede eller fotorealistiske og kan skabes ud fra et billede, en video eller en eksisterende avatar. Nogle AI-avatargeneratorer giver også mulighed for at lave en personlig avatar, der ligner dig og kan bruge en AI-genereret version af din stemme.
Statiske avatarer er enkeltbilleder og bruges typisk som profilbilleder, portrætter eller illustrationer. De kan være alt fra realistiske til tegneserieagtige. Et statisk billede kan også bruges som udgangspunkt for en videoavatar i visse AI-værktøjer.
Sådan kan virksomheder bruge en AI-avatargenerator
- Kundeservice
- Marketingindhold
- Indhold på flere sprog
- Salg og produktpræsentationer
- Træning og undervisning
Virksomheder kan bruge AI-avatarer på mange forskellige måder, alt efter om målet er at forbedre kundeservice, skabe marketingindhold eller producere videoer på flere sprog. De kan bl.a. bruges til:
Kundeservice
AI-avatarer kan gøre kundeservice mere personlig og hjælpe kunderne med at finde svar på deres spørgsmål. Du kan f.eks. bruge korte videoer med en AI-avatar på siden med ofte stillede spørgsmål eller skabe en interaktiv AI-assistent, der kan besvare spørgsmål og hjælpe kunder med produktsupport.
Marketingindhold
Med en AI-avatargenerator kan virksomheder hurtigt skabe billeder og videoer til marketing uden at skulle optage nyt materiale hver gang. Du kan bruge AI-avatarer i annoncer, på sociale medier eller i andre marketingkampagner og tilpasse indholdet til forskellige målgrupper.
Indhold på flere sprog
AI-avatarer gør det nemmere at producere videoer på flere sprog. I stedet for at finde en ny oplægsholder og optage en ny video til hvert marked kan du bruge den samme avatar og tilpasse både tale og sprog. Det kan især være en fordel for virksomheder, der sælger internationalt og vil tilpasse deres indhold til forskellige markeder.
Salg og produktpræsentationer
AI-avatarer kan også bruges til at præsentere produkter, forklare funktioner eller skabe salgsvideoer. Du kan f.eks. bruge en avatar som vært i en produktdemo eller tilpasse den samme præsentation til forskellige produkter, målgrupper og markeder uden at optage en helt ny video hver gang.
Træning og undervisning
Videoer med AI-avatarer kræver typisk færre ressourcer at producere end videoer med skuespillere eller oplægsholdere. Det gør det nemmere at opbygge et større bibliotek med f.eks. undervisningsvideoer, onboarding og produktvejledninger.
Hvis dine produkter kræver en del vejledning, kan du også bruge AI-avatarer til videoer, der viser kunderne, hvordan de kommer i gang eller bruger bestemte funktioner.
De bedste AI-avatargeneratorer
- Synthesia
- HeyGen
- D-ID Creative Reality Studio
- Colossyan
- UneeQ Digital Humans
- Picsart AI Avatar Creator
- Fotor Avatar Maker
Her er syv af de bedste AI-avatargeneratorer til virksomheder, både til videoavatarer og statiske avatarer:
Synthesia
Synthesia, der bl.a. har de danske medstiftere Victor Riparbelli og Steffen Tjerrild, er en AI-videoplatform, som især er udviklet til virksomheder, der vil lave f.eks. undervisnings-, marketing- og informationsvideoer uden traditionel videooptagelse. Platformen har et bibliotek med mere end 240 AI-avatarer, men hvor mange du får adgang til, afhænger af abonnementet. Du kan også skabe en personlig avatar ud fra et billede eller en kort video og vælge at klone din egen stemme.
Synthesia understøtter dansk som et af mere end 160 sprog, og platformen har værktøjer til bl.a. tekst-til-video, oversættelse, stemmekloning og automatisk generering af video ud fra dokumenter, præsentationer eller tekstprompts.
Priser: Basic er gratis og inkluderer op til 10 minutters video om måneden. Ved månedsbetaling koster Starter 29 USD (ca. 187 kr.) om måneden og Creator 89 USD (ca. 575 kr.) om måneden. Kontakt Synthesia for oplysninger om Enterprise-abonnementet.
HeyGen
Med HeyGen kan du skabe realistiske, talende AI-avatarer ud fra platformens egne avatarer, billeder eller en kort video af dig selv. Du kan f.eks. skabe en personlig digital tvilling, klone din egen stemme og generere video ud fra et manuskript uden selv at stå foran kameraet.
HeyGen er også relevant for danske virksomheder, fordi platformen understøtter dansk til AI-genereret tale og videooversættelse. På Creator-abonnementet understøttes mere end 175 sprog og dialekter. Platformen egner sig bl.a. til marketingvideoer, produktpræsentationer og indhold til forskellige markeder.
Priser: Gratisabonnementet giver mulighed for at lave tre videoer om måneden på op til ét minut hver. Ved månedsbetaling koster Creator 29 USD (ca. 187 kr.) om måneden, Pro 49 USD (ca. 317 kr.) og Business 149 USD (ca. 963 kr.) om måneden plus 20 USD (ca. 129 kr.) pr. ekstra bruger. Kontakt HeyGen for oplysninger om Enterprise-abonnementet.
D-ID Creative Reality Studio
D-ID's Creative Reality Studio kan skabe talende videoavatarer ud fra tekst, lyd, billeder eller video. Du kan vælge mellem eksisterende avatarer eller skabe en personlig avatar ud fra dit eget billede eller en kort video. Platformen tilbyder også bl.a. stemmekloning, automatisk læbesynkronisering og interaktive AI-agenter.
D-ID kan bruges til marketing, salg, undervisning og kundekommunikation, og virksomhedens Video Translate understøtter dansk. Det betyder, at du eksempelvis kan oversætte eksisterende videoer til dansk og tilpasse tale og læbebevægelser til det nye sprog.
Priser: D-ID tilbyder en gratis prøveperiode på 14 dage. Ved årlig betaling koster Lite 4,70 USD (ca. 30 kr.) om måneden, Pro 16 USD (ca. 103 kr.) og Advanced 108 USD (ca. 698 kr.) om måneden. Vær opmærksom på, at Trial og Lite kun er til privat brug. Hvis du vil bruge videoerne kommercielt, f.eks. til annoncer eller marketing, skal du vælge Pro eller et højere abonnement. Kontakt D-ID for oplysninger om Enterprise-abonnementet.
Colossyan
Colossyan er især udviklet til virksomheder, der vil lave videoer til træning, onboarding, produktvejledninger og undervisning. Platformen har mere end 300 AI-avatarer og giver også mulighed for at skabe egne avatarer ud fra et billede eller en video og klone din egen stemme.
Colossyan understøtter mere end 120 sprog, herunder dansk. Du kan også oversætte videoer, tilføje quizzer og andre interaktive elementer og eksportere indhold til læringsplatforme via SCORM. Det gør især værktøjet relevant for virksomheder, der skal producere og vedligeholde større mængder undervisnings- eller træningsmateriale.
Priser: Starter er gratis og inkluderer 20 minutters video med NEO om måneden. Professional koster 59 USD (ca. 381 kr.) om måneden ved årlig betaling. Kontakt Colossyan for oplysninger om Enterprise-abonnementet og en personlig demo.
UneeQ Digital Humans
UneeQ Digital Humans adskiller sig fra de fleste andre værktøjer på listen ved at fokusere på interaktive digitale mennesker frem for almindelige, forudindspillede avatarvideoer. De digitale mennesker kan føre samtaler med brugere i realtid og kombinere AI med ansigtsudtryk, bevægelser og en digital stemme.
Platformen er især udviklet til større virksomheder og kan f.eks. bruges til kundeservice, træning, salg og digitale brandoplevelser. UneeQ kan kobles til virksomhedens egne data, systemer og AI-modeller, så den digitale person kan give svar og udføre opgaver ud fra den relevante virksomhedsviden. UneeQ oplyser, at deres digitale mennesker kan kommunikere på mere end 100 sprog.
Priser: UneeQ offentliggør ikke faste priser, da løsningerne tilpasses den enkelte virksomhed. Book en demo hos UneeQ for at få mere at vide om muligheder og priser.
Picsart AI Avatar Creator
Picsart AI Avatar Creator kan bruges til både statiske AI-avatarer og videoavatarer. Du kan skabe avatarer ud fra et billede i en lang række realistiske eller stiliserede udtryk og bruge dem som profilbilleder, illustrationer eller visuelt indhold til dit brand.
Picsart tilbyder også talende videoavatarer, som kan bruges til f.eks. annoncer, produktpræsentationer og indhold til sociale medier. Videoavatarerne kan tale mere end 20 sprog, og værktøjet er en del af Picsarts større platform med AI-værktøjer til billed- og videoredigering. Picsart tilbyder også gratis AI-funktioner, mens adgang til flere funktioner og genereringer afhænger af abonnement og credits.
Priser: Picsart har gratis AI-funktioner samt betalingsabonnementerne Pro og Ultra. Priser og tilbud kan variere efter marked og platform, så se de aktuelle priser hos Picsart. Virksomheder med behov for skræddersyede løsninger og integrationer kan kontakte Picsart Enterprise.
Fotor Avatar Maker
Fotor Avatar Maker kan skabe både realistiske og stiliserede avatarer ud fra billeder. Du kan f.eks. lave profilbilleder, portrætter og avatarer i stilarter som anime, tegneserie og 3D og derefter tilpasse resultatet med Fotors øvrige værktøjer til billedredigering.
Fotor tilbyder nu også talende AI-avatarer, hvor du kan animere et billede og få avataren til at tale ud fra tekst eller din egen lyd. Det gør værktøjet relevant, hvis du primært vil lave statiske avatarer, men også gerne vil kunne bruge dem i korte videoer eller præsentationer.
Priser: Fotor Basic er gratis og inkluderer et begrænset antal AI-credits. Pro og Pro+ er betalingsabonnementer. Se de aktuelle priser hos Fotor. Priserne vises som udgangspunkt i USD, men Fotor giver mulighed for at skifte valuta i betalingsvinduet.
Regler for brug af AI-avatarer i Danmark
Hvis du bruger AI-avatarer i din virksomhed, skal du være opmærksom på EU's AI-forordning. Fra 2. august 2026 gælder der nye krav om gennemsigtighed ved brug af visse typer AI-genereret indhold. Hvis en AI-genereret eller manipuleret video, lyd eller et billede f.eks. ligner en virkelig person og kan forveksles med ægte indhold, kan det være en deepfake, som skal mærkes tydeligt som kunstigt genereret eller manipuleret. Digitaliseringsstyrelsen beskriver de nye regler og EU's kodeks for mærkning af AI-indhold.
Hvis du bruger en interaktiv AI-avatar, bl.a. som virtuel kundeservicemedarbejder, skal kunden som udgangspunkt også informeres om, at vedkommende kommunikerer med AI, medmindre det allerede er åbenlyst. EU har også udarbejdet et frivilligt kodeks med praktiske anbefalinger og ikoner til mærkning. Dansk Industri har en guide til virksomheder om, hvordan kravene kan håndteres i praksis.
Ofte stillede spørgsmål om AI-avatargeneratorer
Hvilken AI-avatargenerator er bedst?
Findes der en gratis AI-avatargenerator?
Hvordan laver jeg en AI-avatar af mig selv?
Du kan lave en AI-avatar af dig selv ved at uploade et billede eller en video til en AI-avatargenerator. Afhængigt af værktøjet kan du skabe alt fra et stiliseret profilbillede til en realistisk, talende videoavatar.
Er det lovligt at bruge AI-avatarer i Danmark?
Ja, det er lovligt at bruge AI-avatarer i Danmark, men du skal overholde gældende regler, bl.a. EU's AI-forordning. Fra 2. august 2026 gælder der f.eks. krav om gennemsigtighed ved deepfakes og visse former for AI-genereret eller manipuleret indhold og ved direkte interaktion med AI-systemer.

